Du kan på Krumtappen tage et helt særligt 9.klasses forløb, hvor du er i praktik meget af tiden. Vi laver en ordning, der passer specielt til dig. Nogle dage er du i praktik og andre dage arbejder du koncentreret med skolefagene. Vores elever fortæller os, at de har fået meget mere lyst til at lave matematikopgaver og lære at forstå en tekst, når de oplever, at det kan bruges i praktikken. Forløbet afsluttes med Folkeskolens Afgangsprøve (FA) i Dansk, Matematik og måske Engelsk.

Praktikken foregår på forskellige arbejdspladser. På den måde får du et bedre overblik over, hvad du er god til og hvad, der kunne være mulige uddannelser eller lærepladser for netop dig efter 9. klasse.

Vi finder praktiksteder, som er relevante for dig og relativt tæt på, hvor du bor. Når du passer din praktik, udbetales der endda en jobdussør for hver time, du arbejder. (Det er et krav, at du er stoffri. Så du skal være med på, at møde op til test hver måned.)

Undervejs får du vejledning af både praktikstedet og de voksne på Krumtappen. Vi hjælper dig også, mens du finder ud af, hvad der skal ske, når forløbet er slut. Sammen besøger vi steder, hvor du kan tage en ungdomsuddannelse. Vi taler også løbende med din familie om, hvordan de bedst kan hjælpe dig, mens du er i praktik.

I nogle tilfælde vil der være mulighed for, at du kan tage erhvervsrettet 9.klasse over to år.

Læs mere her