Dette er historien om ”B”. Han er 17 år og i gang med en uddannelse. For ikke så lang tid siden gik han på Krumtappen. I dag sidder han og fortæller om sig selv i kantinen på en lille midtjysk virksomhed, der laver løftesystemer til borde og senge. Tankerne om, hvordan opholdet på Krumtappen har præget ham og de valg, han har truffet bagefter, vil han gerne dele med andre.

B har ADHD. Sammen med sin ADHD har han tilbragt hele skolegangen på specialskoler. Han er blevet smidt ud, flyttet og sendt videre. På et tidspunkt har han bare ”siddet i en kælder”, som han udtrykker det. Hvorfor kan han ikke helt huske. Han har truet lærere og for det meste haft den følelse, at skolen var spild af tid. B’s tidlige teenageår var en cocktail af ADHD, vrede i hele kroppen, og et hashmisbrug sammen med de forkerte venner.

En dag kom han på Krumtappen. Det var absolut heller ikke en tid uden problemer; det var næsten lige før at ikke engang Krumtappen kunne rumme ham. B ragede uklar med de fleste børn og voksne, og han brokkede sig højlydt over de praktiksteder, skolen fandt til ham. Til sidst kom han til at gå alene rundt sammen med Tom, der er faglærer på Krumtappen.

”Jeg følte måske, at Tom holdt hånden lidt over mig!”. Når talen falder på Tom, fornemmer man, at Tom er den voksne fra Krumtappen, der kom til at betyde noget helt særligt for B.: ”Ja, jeg lærte matematik af Morten og alt det der. Men det med Tom, det er nok dét, jeg har haft mest brug for. Alt det han kan og viste mig med maskinerne. Og så vidste jeg egentlig godt, at han prøvede at hjælpe os alle sammen. Men det tænkte jeg bare ikke over den gang.”

Det er tydeligt, at Toms ord har gjort indtryk, selv om B åbenbart havde brug for reaktionstid. Han kunne bare ikke lige forandre sig med det samme; han kørte den helt ud. Ligesom når han som lille var vred: ”Da jeg var mindre, kunne jeg lis’som bare køre det helt til kanten. Jeg kunne ikke stoppe.”

Alligevel var der noget fra dagene med Tom, der havde givet mening og sat sig fast et sted i ham. ”Jeg vidste, at hvis jeg var røget ud fra Krumtappen, ja så var det endestationen. Jeg havde jo overhørt de voksne derude snakke sammen, og jeg regnede med, at de talte sandt. At det næste sted var en anstalt.”

B kan huske, da han sad i bilen, der kørte ham fra Krumtappen den allersidste dag, da skoleåret var slut: ”Dér tænkte jeg, at NU skulle jeg til at tage mig sammen. Tom havde sagt, at det her var min sidste chance.”
I dag er B i gang med et 2-årigt grundforløb som smed. Og han er god til det, han laver. Kolleger og chefen på arbejdspladsen er tilfredse. Det samme gælder hans EGU-vejleder. Hele B’s krop og ansigt udstråler tilfredshed og ro. ”Jeg får ros, når jeg er i arbejde.”

De mange korte praktikophold som Krumtappen insisterede på, at han skulle gennemføre har haft afgørende betydning og lært ham meget. Det ved han i dag. For eksempel, da han skulle prøve at arbejde som skraldemand: ”Jeg gad ikke, og sagde de var dovne. Men Tom pressede mig af sted. Og jeg opdagede, at det var hårdt arbejde. Jeg fik respekt for arbejdet.”

Det var især Tom, der spurgte ind til, hvad B fik ud af praktikkerne. Hvad han bedst kunne forestille sig at fortsætte med. Ligegyldighed blev til interesse. Fordi der var voksne, som insisterede, og fordi B fandt ud af, at han faktisk kunne noget: ”Det betyder så meget at vide, at man kan bruges til noget.”, siger han næsten lidt genert og ydmygt.

”Jeg har tit tænkt på, hvad der egentlig kunne være sket med mig. Så havde jeg ikke været til at snakke med. Jeg havde været ligeglad med ting. Jeg havde ikke haft en kæreste. Man kan ikke bare løbe fra sine problemer.”
Vreden kan han stadig mærke indimellem. ”Men nu er jeg ikke længere den, der vælger at starte med at slå. Jeg kan gå for mig selv, finde ro og komme tilbage igen,” fortæller B. Medicin får han ikke længere, og ADHD’en fylder mindre og mindre.

Plejefamilien er stolt af ham. Kæresten støtter ham. Kontordamen på virksomheden roser ham højlydt: ”Næste gang jeg tager kage med, så vil jeg sørge for, at det er en dag, hvor du er her på arbejde og ikke på skolebænken!” griner hun til B. Og selv om, B har valgt for en periode ikke at have kontakt med sin biologiske mor, værdsætter hun også hans valg. Det ved han.